Pernille Kløvedal Helweg

KATALOGTEKSTER

 

Fra udstillingen Súriyá – i det land, der var på Vendsyssel Kunstmuseum 2018

ØJETEMPLET af Pernille Kløvedal Helweg

Da arkæologen Max Mallowan (gift med forfatteren Agatha Christie) med sit hold i det nordøstlige Syrien udgravede byhøjene, de såkaldte tell’er, i 1930’erne, indeholdt de lag på lag af beboelse, der viser, at her boede mennesker ved Tell Brak allerede for 8.000 år siden.

Tell Brak var for omkring 4000 år f. kr. den største by i det øvre Mesopotamien. Præcis der fandt Mallowan et tempel med tusindvis af små figurer med øjne, der får dem til at ligne en blanding af ugler og E.T. Deraf navnet Øjetemplet – et fund, der skiller sig ud fra andre fund ved at rumme øjeidol-figurer.

Man kan kun gætte på templets funktion. Men noget tyder på, at de små figurer har været en slags bedefigurer til den altseende gudinde Ishtar. Man antager dette, fordi templet var dekoreret med den ottetakkede stjerne eller roset, der var hendes symbol. Hun var dronning af himlen og jorden og gudinde for krig, kærlighed og sex. Hun formåede at rejse ned til de døde i underverdenen – og vende tilbage i live. På udstillingen symboliseres det med en stige op til himlen og en stige ned til underverdenen. Stigen symboliserer samtidig, at den syriske oldtidsby Tell Brak er en af verdens første byer, som selv i dag tårner sig op over den syriske slette med mange meter kulturlag fra resterne af tusinder af års beboelse.

De mange små bedefigurer er lavet af datidens håndværkere og borgere. Ved at placere en form for “vikar”, kunne man til enhver tid have en repræsentant i gudindens tempel.

Tanken om at have en “vikar” og være åndeligt og symbolsk sammen med andre “vikarer “ i sit eget helle, eller hos gudinden Ishtar og bede hende om at vende sig mod kærligheden lyder for mig, som noget jeg gerne vil være en del af.

Af den grund har jeg modelleret et følge af 1.200 stentøjs-øjeidoler og skabt et midlertidigt tempel til dem i Vendsyssels Kunstmuseums “katedralske” rum med 11 meter til loftet. Et tegn, der trods en afstand på 5.000 år stadig fungerer som netop et tegn på liv ved at blive set, hørt og husket i samtiden både som en dialog med fortiden, men også som en forventning til fremtiden. Der er givet flere fortællinger begravet i sandet, men borgerkrigen i Syrien har også hærget ved Tell Brak og dermed lukket døren til fortiden.

Øjetemplet er støttet af Grosserer L. F. Foghts Fond

 

 

Fra udstillingen SKILDPADDE-ARKIVET på Faaborg Museum, 2014-2015

EN FÆSTNING PÅ FIRE BEN af Lisbeth Bonde

– om at blive inde i sit skjold eller stikke hovedet frem og prøve kræfter med livet – og give sig i kast med dets udfordringer og nyde de mange glæder

Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg (f. 1946) er ikke for fastholdere. Hun kan sparke lukkede døre ind og få det umulige til at ske, for hun helmer ikke, før hendes vision bliver til virkelighed. Som da hun for nogle år siden fremstillede et kobbertryk af en grindehval, der var blevet dræbt på Færøerne. Måned efter måned, år efter år, ventede hun tålmodigt på ”grind” og havde pakket kufferten, for når buddet kom at kunne tage til Færøerne for at opleve dette unikke, færøske ritual. Det handlede ikke om en blod-rus, men om at udnytte grindehvalens kunstneriske potentialer. Resultatet af denne tålmodige insisteren blev et fem meter langt kobbertryk af dens smukke krop. Trykket indgik i udstillingen med ledsagende katalog HVALTEGN OG DYRESPOR – feltgrafik af Pernille Kløvedal Helweg, som kunne ses på Vejle Kunstmuseum, KUNSTEN i Aalborg, Fuglsang Kunstmuseum på Lolland foruden på Nordens Hus på Færøerne og på Stavanger Kunstmuseum i 2011 – 12. Ud af rejsen til Færøerne kom der også en video med optagelser af omtalte grindedrab. Her kan vi bl.a. opleve havet ud fra Færøerne, som er farvet rødt af blodet. Videoen, der har fået titlen OverFladens dyb, vil nu kunne opleves på Faaborg Museum.

Hendes nye udstilling SKILDPADDE-ARKIVET er på mange måder lige så usædvanlig og overraskende som HVALTEGN OG DYRESPOR: Dels er den visuelt øjenåbnende som en original, kunstnerisk ytring med nogle meget markante værker. Aldrig før har en tilsvarende kunst fundet vej til et kunstmuseum. Den er sjældent generøs, den er publikumsinvolverende, den er undersøgende og samtidig fuld af poesi og humor. Kunstneren har atter gået planken ud for at forfølge sine ideer uden at ryste på hånden og uden skelen til kedelige parametre som mådehold, normalitet, konformitet og ”sådan plejer vi at gøre”. Kløvedal Helweg er en genuin kunstner, der står lidt ude på sidelinjen og ser på tilværelsen med et eftertænksomt, skråt blik.

På udstillingen går den – synes det – evigt unge billedkunstner i dialog med skildpadderne – både kulturhistorisk og zoologisk og med anvendelsen af alskens forskellige medier og formater. På den vis er Pernille Kløvedal Helweg en engageret samtidskunstner – der arbejder helt udogmatisk og anvender de materialer, som hun finder egner sig bedst til at udtrykke hendes idé eller koncept. Men selv om hun excellerer i mange forskellige medier som video, fotografi, installation og skulptur, så er kernen i hendes kunstneriske produktion stadig det grafiske medie. Som ”feltgrafiker” udforsker hun fænomener i verden og lader disse fænomener afsætte deres spor på kobberplader, som bagefter trykkes og bliver til kunst – papirkunst. På den måde arbejder hun indeksikalsk, dvs. opfanger spor på fladen. Det bliver til tegn, der kan sammenlignes med skrift, som i tidernes morgen startede som ikoniske tegn eller billeder og senere udviklede sig til symbolske tegn, der henviser til en vedtaget betydning. Kløvedal Helwegs dyretegn er en slags skrift, som den ”formuleres” eller ”skrives” af dyr med deres specifikke gangart, kadence eller rytme og særlige ”fodaftryk”.

 

Udstillingsarkitekturen

Men som en genuin samtidskunstner skaber Pernille Kløvedal Helweg ikke ud i den blå luft og nøjes med at lave kunstværker, der har de formater eller udtryk, som de så at sige er født med. Nej, hun tænker sine værker ind i den specifikke, arkitektoniske ramme, som de skal optræde i, ligesom hun nøje overvejer, hvordan vi med kroppen bevæger os fra rum til rum og omkring og rundt i værkerne på hendes udstillinger. Det gælder også hendes værker til Faaborg Museums markante, nyklassicistiske arkitektur.

I Pernille Kløvedal Helwegs store og luftige atelier i den smukke og smukt beliggende Nymølle ved Lyngby står der en model af Faaborg Museum. Hun besøgte museet sammen med den danske production designer Margit Hau, inden hun gik i gang med udstillingen. Her opmålte de det på alle ledder og kanter og rekonstruerede det efterfølgende i størrelsesforholdet 1:20 ned til mindste detalje og med malede vægge i den karakteristiske røde farve. Ved at lave en sådan model kan man som kunstner skabe en perceptionsverden i den lille skala, der foregriber den oplevelse, som publikum vil få. Man kan ”dreje lidt på skruerne” og finjustere elementer og flytte om på dem, så helhedsindtrykket bliver optimalt, og værkerne hver især kan opleves så godt som muligt. På den måde bliver der kun få overraskelser og hovsaløsninger, når udstillingen bliver sat op i 1:1.

Pernille Kløvedal Helweg har bl.a. fyldt disse sale med 500 linoleumstryk på træfinér med skildpaddeportrætter, som opbevares i et ”centralarkiv”. I 2003 blev hun på en rejse til Vietnam sporet ind på skildpadderne, som hun tidligere havde arbejdet med (se nedenfor), da hun ganske overraskende så de mange, rituelle granitskildpadder i Litteraturtemplet Van Mien i Hanoi. Her blev hun direkte inspireret til udstillingen på Museumscenter Aars Spor og 82 skildpadder året efter og det lille katalog med samme titel. Begge ting foregriber på mange måder udstillingen på Faaborg Museum. Her, i Litteraturtemplet, blev hun meget imponeret over disse mægtige granit-skildpadder, som bærer en stentavle på ryggen med 1.323 forskellige navne indhugget. Det er navnene på 1.323 elitestuderende, der i perioden 1442-1779 opnåede en doktorgrad, som var adgangsbilletten til en karriere ved kejserens hof. Litteraturtemplet har også været et universitet og befinder sig således i et krydsfelt mellem litteratur og akademisk lærdom. ”Det er et ganske specielt sted, hvor alle er lige, så snart man har passeret muren og er kommet ind i templet. Stedet udgør et helle, hvor mennesker kan finde ro og fred – og møde sig selv,” siger Pernille Kløvedal Helweg.

Ud over de allerede nævnte værker viser hun fire skulpturer af en langbenet galapagosskildpaddes ben, som symboliserer de fire verdenshjørner foruden tryk af en Galapagos skildpaddes spor hen over kobberplader samt to kæmpemæssige skulpturer af skildpaddeskulpturer fra Kina. Den ene er 3 m høj og kommer fra Kina. Den hedder BIXI tall, mens den anden kommer fra Mongoliet og hedder BIXI small. De to skulpturer, som vi aldrig får at se, da de er indpakket træfinérplader til transport, ser ud som om de netop er ankommet som fragt med adressat på siderne og fragtbrev vedhæftet – som fremmede gæster fra en fjern tid, netop landet efter at være udskibet fra Fjernøsten.

 

Skildpaddefontænen

Pernille Kløvedal Helweg er imidlertid også fotograf og laver videokunst. Til udstillingen har hun udover videoen fra Nordatlanten tilføjet en europæisk indfaldsvinkel til skildpadden: Hun har lavet en video fra Piazza Mattei i Rom. Her befinder den berømte skildpaddefontæne Fontana delle Tartarughe sig. Denne vandkunst fra renæssancen blev opført mellem 1580-88 af arkitekten Giacomo della Porta og billedhuggeren Taddeo Landini. Den er i parentes bemærket en af de eneste fontæner i Rom, som ikke har en pave som bygherre, men derimod en privat mæcen, Muzio Mattei, som boede i huset på pladsen. Pernille Kløvedal Helweg optog videoen tidligt om morgenen i 14 dage. En morgen fik hun adgang til en lejlighed højt oppe over pladsen, hvor hun kunne filme, ligesom hun har skudt billeder af de originale bronzeskildpadder. De tilskrives enten Lorenzo Bernini eller Andrea Sacchi og blev tilføjet fontænen i ca. 1658. Skildpadderne gav navn til denne både poetiske og kropslige fontæne med de fire ynglinge, der hjælper skildpadderne op i vandbassinet. De originale fire skildpaddeskulpturer blev i sin tid stjålet enkeltvis, men kun tre af dem er genfundet. De befinder sig nu i Kapitolmuseet i Rom. De originale skildpadder kan ses på en lille video Berninis skildpadder i arkivet. På udstillingen er Pernille Kløvedal Helweg den undersøgende feltgrafiker – men også feltfotograf. Herudover kan vi opleve zinkplader med skudhuller, som kunstneren selv har affyret. Disse skudhuller er en reference til alle de krige og genvordigheder, som dette verdens langsomste dyr, hvis tophastighed er 270 m/t, når den bevæger sig på jorden, har været vidne til i dens lange liv under skjoldet. Dog skal det siges, at en havskildpadde er en elegant og lynhurtig svømmer, der på trods af sin tunge og klodsede bygning og de store luffer, kan padle sig igennem vandet på ingen tid. Læderskildpadden med en længde på op til 2,5 m, kan fx svømme helt op til 30 km/t. Det er mere end hvad de fleste top trimmede sejlskibe kan præstere. I vandet ville en sådan stor skildpadde helt sikkert kunne give haren ”baghjul” eller snarere ”bagskjold”, for nu at referere til Æsop og Zenos fabler om det berømte væddemål mellem de to arter.

 

Skildpaddeskrift

Især sporene efter den platfodede Galapagos skildpadde gør dybt indtryk på betragteren. De kan minde om skrifttegn – som om skildpadderne har skrevet et digt til os med kløerne. Men de minder paradoksalt nok også lidt om Cy Twomblys kalligrafiske skriblerier på fladen – og om John Olsens og Per Kirkebys abstrakt ekspressive, naturimiterende kunst, og dog er de noget ganske andet: Et firbenet væsen har afsat nogle spor, der synes ridset let på kobberpladen som en meddelelse fra millioner af år tilbage, som et stjerneskud, der strejfer en kobberplade – eller som et efterbillede af den lange evolution. Det er evighedens spor i materien. Skildpadderne er som art uhyre interessante. I evolutionen tilhører de en urgammel art, som udspaltede sig fra de levende væsener før andre krybdyr, som fx slanger og øgler, krokodiller, fugle og pattedyr. Ifølge naturvidenskaben har skildpadderne nemlig et anderledes kranie end andre krybdyr, da de mangler huller omkring tindingerne. Imidlertid har senere teorier sået tvivl om denne tese og hævder med afsæt i DNA-analyser, at skildpadderne ikke er slet så gamle som art, som man hidtil har antaget, og at de er nærmest beslægtet med krokodillerne – hvilket dog ikke gør dem mindre gådefulde.

Karakteristisk for udstillingen er de mange medier, meddelelser og udtryk, der er i spil. Som en slags bonus-track henvender den sig ikke blot til et voksent publikum, men også til børn, som selv kan skabe værker ud fra den inspiration, som udstillingen giver dem. Værkerne kan sætte en lavine af nye skildpaddebilleder i gang, som børnene kan arbejde med i museets vinterhave. Det kan forudsiges, at skildpaddehandelen vil eksplodere i de byer, hvor udstillingen vil blive vist. De yngste museumsgæster kan også undersøge de mange grafiske skildpaddeportrætter fra arkivet og forsøge at læse Pernille Kløvedal Helwegs sentenser på bagsiden, som er trykt med spejlvendt skrift. De kan enten løses som en rebus af de yngste museumsgæster, eller de kan benytte en af de tre pyramide skulpturer, hvoraf de to har fået skåret toppen af. Her kan man lægge skildpaddeportrætterne på en ”billedlæse pyramide pult ”, hvorved løsningen kommer ”rigtigt ud” ved hjælp af et spejl, som er monteret længere nede på pyramiden.

Efter at blive vist i Faaborg kommer udstillingen i øvrigt på turné til bl.a. kunsthallen Rønnebæksholm ved Næstved, hvor arkitekturen i sagens natur er anderledes, dog er begge steder karismatiske bygninger med mange mindre, intime rum af ældre dato og udført i gedigne materialer.

 

Foden og livet under bæltestedet

Pernille Kløvedal Helweg har i mange år været optaget af livet syd for bæltestedet. Det gælder i høj grad det erotiske, men i de senere år i lige så høj grad fødder og fodaftryk – eller dyrespor. Her skal nævnes hendes både poetiske og visionære, sociologiske undersøgelse af menneskers fodbeklædning rundt om i verden, som hun udstillede i en serie fotografier med titlen FODENS GESTUS på Museet for fotokunst Brandts i Odense i 2007. Udstillingen blev ledsaget af en fotobog med titlen FOOTAGE, der er virkelig øjenåbnende at bladre i.

Foden – men også hestehoven, kloven, poten eller elefanternes trædepuder stabiliserer kroppen og sørger for, at vi kan holde os oppe på ”stikkerne” eller på ”tæerne”. Og som en bøjelig og fleksibel knogleplatform for alle landdyr er den samtidig forudsætningen for vores mobilitet, så vi kan bevæge os rundt gående, cyklende, hoppende eller løbende. Ved at rette sit kamera – eller sin radernål, når hun laver tryk – nedad fik hun i udstillingen og bogen Footage fortalt nogle helt nye historier om sociologiske, etniske, stilmæssige og æstetiske sider af menneskenes eksistensvilkår og fordelingen af rigdomme rundt om i verden, for fødder afslører tingenes reelle tilstand. De får hverken botox-behandlinger eller plastickirurgi, men bærer på sandheden om et menneske på godt og ondt. Kunstneren fortalte sine fotograferede historier med humor og uden løftede pegefingre, og billederne samlede sig til et henrivende, poetisk udsagn om livet i al dets mangfoldighed, fortalt med en sikker sans for både komposition og farve. På hendes nye udstilling på Faaborg Museum handler det atter bl.a. om fødder – men denne gang altså i særlig grad om skildpaddernes flygtige spor på kobberpladen.

 

Skildpadder på nethinden

Pernille Kløvedal Helweg har, som det fremgår, haft skildpadder på nethinden i mange år. Med bogen TILVÆRELSENS INDERSTE SKILDPADDE (2001) fik hun øje på skildpaddernes potentiale som visuelt og konceptuelt materiale. Forud for bogen lå endnu et feltarbejde, båret af hendes uudslukkelige nysgerrighed. I 2000 bad hun Zoologisk Haves ledelse om tilladelse til at lokke en skildpadde til at afsætte spor på den 1 meter lange kobberplade, som hun havde medbragt til lejligheden. Valget faldt på en rød skovskildpadde, der imidlertid stod bomstille og afventede, hvad der skulle ske. Pernille Kløvedal Helweg bad den om at fortælle os mennesker, hvad den havde på hjerte, men først da hun skrællede en banan, trådte den hen over pladen, der på forhånd var blevet ”blødbehandlet”, dvs. belagt med et fedtstof, så aftrykkene i det efterfølgende syrebad kunne træde tydeligt frem og blive valset med trykfarve for til slut at blive kørt gennem trykpressen. ”Med en banan som lokkemad hævede skildpadden sig hydraulisk op på kløerne ligesom en gammel Citroën CX, når den starter. I stilhed iagttog vi dens vandring hen over kobberpladen og så, at dens kløer lavede noget der mindede om sirlige, kinesiske skrifttegn.”¹ Til hendes store overraskelse rummede skildpaddens ”fodaftryk” en særegen skønhed hinsides kunstens kendte ikonografi, og således vandrede skildpadden direkte ind i kunsthistorien som firbenet kunstner i egen ret med Pernille Kløvedal Helweg som mediator.

Sædvanligvis bliver dyr portrætteret pga. deres ofte fascinerende og anderledes ydre fremtoning, deres bemærkelsesværdige fysiske formåen eller deres lige så interessante adfærd. De meget populære tv-kanaler Animal Planet, Discovery etc. fokuserer altid på de vildtlevende dyr som nogle eksotiske væsener, som vi oplever i deres naturlige omgivelser på jagt, under parringsakten, når de socialiserer eller får unger. Ofte er der tale om antropomorfiske projektioner, dvs. når speakeren eller observatoren på ”åstedet” fortæller om dyrene, som om de havde menneskelige egenskaber. Dyrene tilskrives evner, som er ganske uden hold i virkeligheden. Evner, som de slet ikke har: Følelser som kærlighed, jalousi, og omsorg hører menneskelivet til, mens dyrene alene er styret af deres instinkter med hjerner, som ikke er i stand til at abstrahere fra her og nu eller tænke ud af boksen. Pernille Kløvedal Helweg nærmer sig i sin feltgrafik med spor ikke kun af skildpadder, men også af elefanter, næsehorn, isbjørne, næsehorn og russiske rottesnoge, dyrene på en helt anden måde. Som hun tidligere har udtalt: Sporene er ”arketypiske tegn, der altid har været på min nethinde, jeg vidste bare ikke, at det også kunne være dyrespor. Isbjørnens fodspor ligner en mellemting mellem et ryatæppe og Vincent van Goghs solsikker, elefantens hjerne eller et koralrev, løvens ligner vilde rosenbuske, næsehornets får mig til at tænke på big bang.”² Det er med andre ord dyrenes taktile og fænomenologiske fremtrædelse, som interesserer hende – og deres mytologiske og billedgenererende potentiale – ikke deres fysiske fremtrædelse eller adfærd.

 

Arbejdet som fri kunstner

I bogen Tilværelsens inderste skildpadde koncentrerer hun sig således udelukkende om de associationer, som skildpadden giver hende. Det er nogle vilde og vildt humoristiske raderinger, nærmere bestemt er der 35 af dem, og de har titler som ’Miraklet i Amalfi’, ’Galopski’ og ’Skildpaddesuppe’. Med disse grænsesprængende raderinger sendte Pernille Kløvedal Helweg sin kunst i helt nye retninger. I mange år havde hun ernæret sig som illustrator og forfatter med bl.a. en række markante børnebøger på samvittigheden og som bladtegner ved Information, hvor hun med sit sikre blik for personer og situationer i en helt personlig, lidt rå streg havde vist, at hun evnede at portrættere og karikere mennesker på ganske få sekunder. At hun har udpræget blik for menneskers særegne fysiognomi, statur og holdning – og for vores dårskab, forstillelse og lyster. Da hun havde sat sig selv fri som billedkunstner, kunne hun følge sine indre tilskyndelser og den politiske og feministiske dagsorden, som hun fandt væsentlig i tiden. Dermed satte hun sin indre kontrolinstans på stand by og lod i stigende grad sine sanser, fantasi og intuition overtage processen.

Med titlen TILVÆRELSENS INDERSTE SKILDPADDE hentyder hun til, at vi mennesker ligesom skildpadden stikker hovedet frem, når vi gerne vil høres eller ses, mens vi trækker det tilbage for at lytte, sove eller tænke. Selv om vi ikke har noget skjold, så består vores liv af dette vekselspil mellem det mere udfarende, ekspressive og aktive og det mere tilbageholdende, introspektive og passive, hvor vi giver os selv ro og også beskytter os selv efter devisen, at den, der gør sig usynlig, ikke bliver set. Og inderst inde – under skjoldet eller panseret – gemmer vi på nogle hemmeligheder om os selv.

Pernille Kløvedal Helweg er siden 2000 blevet stadig mere optaget af skildpadden – det dyr i verden, som kan blive ældst – nogle af dem bliver helt op til 150 år, måske endog 200 år og dermed ældre end noget menneske. Det hele startede med, at hun mange år tidligere havde set en akvarel af den tyske illustrator og plakatkunstner Horst Janssen (1929-95). Den forestillede en skildpadde med tre hoveder, og dette mytologiske væsen gjorde så dybt indtryk på hende, at det med søvngængeragtig sikkerhed er vendt tilbage igen og igen. Det handler i høj grad om modsætningen mellem det solide og hårde skjold, som minder om ædelt træ, og den sårbare og bløde skildpadde indeni, som stikker sit hoved ud, når den føler sig tryg nok – eller sulten nok. Som symbol er den mangetydig, da dens hoved, når det dukker frem under skjoldet, kan minde om en fødsel, i det øjeblik barnet er på vej ud af livmoderen. Når den strækker hovedet helt frem, ligner den imidlertid en olding med alle folderne og rynkerne. Men dens næb og lange hals kan yderligere give associationer til en erigeret penis, hvilket Pernille Kløvedal Helweg med sin sans for absurd humor i øvrigt billedliggør i sin radering i bogen Tilværelsens inderste skildpadde s. 45. Det vil sige, at skildpadden betegner hele livscyklussen og begge køn.

Når Pernille Kløvedal Helweg laver sin frie kunst, har hun ingen forudgående ideer. Men når hun laver bladtegninger eller illustrationer, har hun i sagens natur visse forpligtelser, som skal honoreres. Så har hun altid bestemte billeder i hovedet og lægger en nøjagtig plan, som styrer hende i processen. Men når hun arbejder med sin frie grafik, er det fortrinsvis hånden, som fører hende videre – vejledt af hendes intuition og mode eller humør og psykiske habitus den pågældende dag. Her bygger hun også videre på de erindringer, som ligger lagret i kroppen. Efter mange års arbejde med billeder har hun dels en stor billedbank at hente inspiration i, dels en stor erfaring med at kreere nye og overraskende billeder, hvor credoet er, at det også skal kunne overraske hende selv. En overraskelse, hun derefter videregiver til publikum.

I det øjeblik hun går ind i sit grafiske værksted – hvad enten det er i Nymølle eller inde i byen i kunstnerhuset Classensgade 7 på Østerbro – griber koldnålen og rører kobberpladen med spidsen, giver hun sig hen i en intuitive proces og skaber værker på en måde, som minder om automat-skrift eller automat-billeder. Her afgiver hun kontrol og åbner sig for, hvad der sker, og et fuldstændigt nærvær opstår, hvor hånden og kroppen styrer processen.

Men hun ledes også af tilfældigheder og de små uheld, der sker undervejs, og som hun inkorporerer i billedet, således at det uforudsigelige og overraskende inviteres ind i billeddannelsen. Som hun tidligere har udtalt, så er det som at slippe sine åndelige krykker, dvs. ”begreberne oppe i hjernekassen”:³ ”Når jeg slipper dem, kommer de ting frem, som jeg ikke har planlagt. Jeg har tillid til, at jeg har noget inde i mig, som jeg gerne vil slippe løs. For sådan set ved man jo ikke, når det kommer til stykket, hvad der virkelig er meningen. Men jeg tror, det gælder om at kunne være i dialog, hvile i sig selv og være lydhør over for omverdenen. Når man først har tilliden, har man også det nærvær, det kræver at kunne sætte sit tegn.”

Således handler det om at kunne forvalte de knubs, som livet giver os alle hen ad vejen – men når det gælder en skabende kunstner, så handler det i særlig grad om at nedbryde angsten og hæmningerne. Det er forudsætningen for at sætte en betydningsmæssig forskel i verden, at han/hun tør tage ”springet ud på de 70.000 favne vand”, som Søren Kierkegaard skrev i ’enten-eller’, dvs. at man vover at slippe sig selv fri og komme ud af skjoldets selvbeskyttende fæstning, når man skaber kunst. Kunst er vel blandt andet, at man med talent og ærlig nysgerrighed transformerer det skete, det sete eller det tænkte til en kunstnerisk form.

I den forbindelse har Pernille Kløvedal Helweg lært meget af sine rejser, især af en afgørende rejse til Afrika, hvor hun oplevede dette såkaldt ”sorte kontinent”, som nogle etnocentriske vesterlændinge har kaldt det med slet skjult distance og overlegenhed. I Afrika oplevede hun, at mange afrikanere udviser mere kropsglæde og har ”smilende rygge”, som hun kalder deres rankere holdning, end mange vesterlændinge, der sidder indespærret på deres kontorer i en musefælde, sammensunket over tastaturerne og ”knæk i nakken”, stirrende ind i skærmen dagen lang og tænker ”av min ryg”, siger Pernille Kløvedal Helweg. I mange afrikanske samfund lever og arbejder man udendørs, hvilket kan lade sig gøre på grund af klimaet, mens man i mange vesterlandske samfund er fanget i nogle større, bureaukratiske systemer, fastlagte arbejdsgange og kropsundertrykkende og -regulerende adfærd og er lukket inde i store bygninger. Vi er underlagt nogle overordnede og i kapitalismen indbyggede paradigmer: Konstant at generere ny viden og nye forbrugsvarer med henblik på vækst, konstant at omstille os med henblik på fremdrift og øget materiel rigdom. Det kan være en af grundene til, at vi i den vestlige verden er blevet så velhavende. Imidlertid har det samtidig nogle store omkostninger, når man i så høj grad er underlagt et rationelt menneskesyn, der sætter produktivitet, præstation og omstillingsparathed som de vigtigste parametre, og hvor man af den grund i mindre grad følger sin egen indre natur og impulser.

Pernille Kløvedal Helweg er ikke den eneste kunstner, som har arbejdet med spor, som dyr afsætter. En anden er fotografen Per Bak Jensen, der som dreng fotograferede i Zoologisk Have. I modsætning til andre kunstnere, som opsøger zoologiske haver for at tegne eller fotografere de eksotiske dyr, valgte han at fotografere de aftryk, som deres kroppe afsætter i burene, staldene eller grotterne, når de har forladt dem efter at have ligget ned og sovet. Der var tale om fraværsbilleder, hvor publikum forestillede sig de dyr, som ikke var der. Generelt viser fotografier os det, der var, og som ikke er mere. Som den franske kultur-filosof Roland Barthes (1915-80) skrev i sin berømte og ofte citerede bog ’Det lyse kammer’ (fransk 1980, dansk oversættelse 1988): “Fotografiet memorerer ikke fortiden. Den virkning, det frembringer på mig, består ikke i at genoprette det, der er nedbrudt (af tiden, af afstanden), men i at bevidne, at det jeg har set faktisk har været.” Pernille Kløvedal Helweg gør os tilsvarende opmærksom på det, som har været, nemlig skildpaddernes gang hen over kobberpladerne. De er på sin vis vandret langsomt ud af evolutionen som nogle helt særegne væsener, hvis spor hun ætser ind i pladen og gør nærværende. Til evig tid.

Pernille Kløvedal Helweg er således både en poetisk billedkunstner og konceptmager, der arbejder på at gøre det usynlige synligt, ligesom hun medierer mellem højst forskellige verdener – som her zoologien/naturen på den ene side og finkulturen/billedkunsten på den anden. Hun går på tværs af tider og steder og lader uforudsete ting ske i det evigt gæstfrie kunstrum. Det er mageløst, når en himmelstormer som Pernille Kløvedal Helweg slipper sin indre feltgrafiker løs.

 

Noter: 1. I Tilværelsens inderste skildpadde. 2. I Spor og 82 skildpadder, s. 9. 3. Interview i Information den 25. januar 2002 i anledning af udgivelsen af bogen Tilværelsens inderste skildpadde.

 

 

 

Fra udstillingen HVALTEGN & DYRESPOR hos Vejle Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum, KUNSTEN i Aarhus, Stavanger Kunstmuseum, Nordens Hus i Thorshavn, 2011-2012

OM PERNILLE KLØVEDAL HELWEGS FELTGRAFISKE PRAKSIS af Mai Misfeldt

 

Et møde med en skildpadde

Det begyndte med en skildpadde. Det gør det i den kinesiske mytologi, ifølge hvilken verden hviler på ryggen af en skildpadde, og det gjorde det også for Pernille Kløvedal Helweg i hendes efterhånden mangeårige arbejde med at udforske dyrespor gennem grafikken. I bogen “Tilværelsens inderste skildpadde” fra 2001 giver hun, med sin karakteristiske skæve og humoristiske streg, sine kommentarer til tiden, gennem 35 små raderinger af skildpadden på visit i den moderne verden. Fra fødselsfigur til fallossymbol, overalt stikker den sit frække, gammelkloge ansigt frem. Men &I ting er skildpadden som billede og forestilling, noget andet er det at møde et levende eksemplar af dyret selv. Karakteristisk for Pernille Kløvedals måde at indtage verden på, tog hun i 2000 kontakt til Zoologisk Have i København og fik sat et møde i stand med en stor rød skovskildpadde. Til mødet havde hun medbragt en præpareret kobberplade, som hun håbede, at skildpadden ville bevæge sig ud på. “Har du noget at fortælle os mennesker her på jorden?” spurgte Kløvedal, og den opfordring, samt lidt frisk banan, lod skildpadden sig ikke sidde overhørig. Hvad skildpadden fortalte, gennem sin slingrende gang henover pladen, er nu omsat til et kobbertryk og har også fået følgeskab af sporene fra en galapagosskildpadde, verdens største landlevende skildpadde.

Når Pernille Kløvedal Helweg interesserer sig for at fastholde skildpaddens gang, handler det om en anderledes måde at visualisere dyrets væsen på. Fotografiet registrerer fænomenernes yderside, overfladen, mens det, der interesserer Kløvedal er, om man kan komme anderledes bagom, eller rettere, dybere ind i en form for fiksering af dyrets signatur. Dyrets rytme, åndedræt og vægtfordeling; den sensibilitet hvormed det sætter sine fødder, poter eller klør mod verdens flade. Hun taler selv om, at det handler om “at komme ind under huden uden at blive spist”, hvormed jeg forstår, at hun vil forsøge at mærke dyrets væsen på en anden måde, uden at bilde sig selv ind at hun “taler med skildpadder”, og uden at give slip på sin kunstneriske integritet. Det er ikke en naturvidenskabelig og korrekt registrering, kunstneren er ude efter, men en anden form for bevidstgørelse og billeddannelse. Det er en måde at gøre det ikke-synlige synligt på samt en udforskning af, hvad der sker, når man flytter information fra &I dimension til en anden. Fra den fysiske virkeligheds rum til papirets flade.

Når man betragter det tryk, som Kløvedal har frembragt ud fra skildpaddens gang, ser man ikke en skildpadde men et abstrakt mønster. Det kunne ligne et værk af den amerikanske kunstner Cy, Twombly, med disse lidt krøllede figurer, der som to melodilinjer skubber sig hen over fladen. Man kan også tænke på skrifttegn; et gammelt alfabet, ingen endnu har tydet. En underfundig krølle er, at de tidligste kinesiske skrifttegn man kender til, er skrevet på skildpaddeskjold ca. 1500 f.Kr. Skildpaddeskjoldet brugtes, ligesom forskellige andre knogler, som en slags orakel i Shangdynastiet, som er det første kinesiske dynasti, man har fundet skriftligt materiale fra. I skjoldet indgraverede man sine tegn og spørgsmål, hvorefter det blev varmet op, og den måde det sprak på, blev tydet af vismanden som svar. Herefter blev skjoldet arkiveret i et skildpaddeskjoldsbibliotek.

Gennem sin uddannelse som kropsterapeut er Pernille Kløvedal Helweg trænet i at læse menneskets bevægelser som et sprog, der fortæller sin helt egen historie om, hvordan vi har det, og hvem vi er. Vi tænker sjældent over det, men den måde vi bærer og bevæger vores krop gennem verden på og lader den interagere med ting og andre mennesker, er også et sprog som vi aflæser uden at være bevidste om det. Gennem mange år har Pernille Kløvedal været optaget af at studere menneskers fødder og deres helt egen upåagtede gestik. Verden over har hun fotograferet fødder med og uden sko. Der opstår de mest forunderlige samtaler mellem blanke sorte herresko, slidte tøfler, sorte tæer, og fine damesko på opslagene i fotobogen “Footage” (2007). Fra det genert skævende, over det selvsikre, frembrusende, fladt trampende, kejtede og kælne og til det frækt flirtende. Det er den tilgangsmåde hun bruger i sine dyretryk, i en undersøgelse af, hvad det kan føre med sig af billeder. Man kan sige, at Kløvedal læste skovskildpaddens skrift som en opfordring til at gå videre. En opfordring som ikke kommer fra skildpadden, men fra hendes tolkning af dens tegn. Det sidste er vigtigt, for det er ikke et naturromantisk projekt Kløvedal er ude i. Skildpadden er ligeglad med os mennesker, og den kommunikerer ikke hemmelige tegn bagom alting, men mennesket er et væsen, som læser tegn i spor, og det er lige præcis den skabende kilde Kløvedal griber fat i, ved at bruge dyrene som sporsættere.

Feltgrafik

Den teknik Pernille Kløvedal Helweg benyttede til at indfange skildpaddens gangart kaldes en blødgrundsætsning. Det er en gammel grafisk teknik, og kun en af mange måder, man kan arbejde med kobbertryk eller dybtryk på. Princippet er, forenklet sagt, at kobberpladen indvalses en særlig syrebestandig pasta, en såkaldt blødgrund, der først er blød og siden hærder. Mens grunden er blød, afsættes det ønskede spor eller prægning. Efter kort tid er grunden hærdet, og pladen kan ætses i syre. Syren kan kun trænge igennem der, hvor motivet har fjernet blødgrunden. Det vil sige, at kun det motiv, der blev afsat i blødgrunden, efterfølgende vil fremstå som et direkte ætset spor i kobberpladen. Herefter kan grunden fjernes og pladen trykkes: Den bearbejdede flade påføres farve og aftørres igen, hvorved farven kun vil binde sig til de steder, hvor sporet er ætset. På pladen lægger man herefter sit fugtede papir. Nu kan man køre den igennem trykpressen og for første gang spejlvendt se, hvad det egentlig er for et billede, man har arbejdet sig hen til.

Undervejs i processen fra rå kobberplade til trykkeklar master skal pladen rengøres flere gange i grundige processer med både terpentin, vand, base og syre. Det kræver tid, teknik, præcision og kemisk know how at arbejde med grafik. Af samme grund arbejder Pernille Kløvedal altid tæt sammen med en trykker. Gennem mange år har det været kobbertrykkeren Mette Marott, som, udover at være perfektionist på sit felt, har den indre ro, der skal til for at arbejde under de mest umulige vilkår som i et Girafhus i Zoologisk Have eller i en råkold hal på Færøerne. Pernille Kløvedal Helweg begyndte sit arbejde med det, hun kalder feltgrafik, i år 2000. Det foregik på Atelier Agerbo (i samarbejde med grafikeren Bjarne Agerbo) og var holdt i en lille skala. Fra 2004 har hun, i samarbejde med Mette Marott, udviklet feltgrafikken meget større fysiske dimensioner. Feltgrafik er en sammensmeltning af feltarbejde, som bruges om forskning, der foregår uden for laboratoriets eller bibliotekets kontrollerede rum, og grafik. Feltgrafik går ud på, at kunstneren og trykkeren tager kobberpladerne med ud af værkstedet, ud i felten, hvor sporene skal afsættes i blødgrunden, eller hvor der skal ridses direkte i pladen (koldnål). Også andre kunstnere har taget en kobberplade i lommen, og brugt den som tegneblok, men få har kastet sig ud i at bringe blødgrunden ud i marken. Med god grund, for det er kompliceret og krævende at arbejde med store plader belagt med blødgrund uden for værkstedets orden og struktur.Pladerne er tunge at håndtere, og der skal ingenting til, for at blødgrunden, og dermed det rene tryk, ødelægges. Her er ikke plads til spontane armsving, det handler om præcision, omhu, timing og en hel masse forudgående logistiske overvejelser.

Den feltgrafiske praksis er i høj grad en lang rullende proces, der består i at reagere på de uendelige udfordringer, som man ikke kan tænke sig til og forberede sig på, men som opstår undervejs. Det handler først og fremmest om tillid og samarbejde. Samarbejdet med en trykker er naturligvis altid en tillidssag, men i det øjeblik man beslutter sig for at ville lave et kobbertryk af en hel grindehval, kan det kun lade sig gøre, hvis mange andre tror på det, og kaster deres kræfter ind i den fælles pulje. Som kunstner må man arbejde i blind tillid til de andre medvirkende, til at de hver især gør deres bedste. Man kan ikke styre sig frem til målet, man må give slip og træde ind i processen uden forestilling om, hvad der skal komme ud af det, og med en indstilling om at tage imod det, der kommer. Dybest set er det en næsten zenagtig praksis, hvor mesterens lussing ikke er en straf, men en erkendelse. Processen og målet betinger hinanden, og uden processen eksisterer målet ikke.

Dyrespor

I 2004 flyttede Kløvedal og Marott bogstavelig talt ud i det gamle girafhus i Zoologisk Have, hvor de kastede sig ud i at få elefanten, boaslangen, bæverrotten, isbjørnen, løven, næsehornet, og i 2010 tilmed pingvinen og den brune bjørn til at sætte deres signatur. På alle måder en udfordrende opgave, som kun kunne lykkes i samarbejde med dyrepasserne og deres kendskab til dyrene. Hvordan får man lige en fire tons tung elefant til at plante den første fod på en mistænkelig fremmedartet kobberplade, og hvad gør man, når isbjørnen starter samarbejdet med at slikke blødgrunden af pladen? For ikke at tale om hvordan man får en slange, der er tung men ikke vejer noget, fordi vægten er fordelt jævnt over flere meter, til at sætte aftryk? Svaret på det sidste er, at kunstneren lægger sig på slangen. Feltgrafik i den kaliber er ikke for de sarte! Men det handler jo om at få dyret til at bevæge sig henover pladen, ikke bare at trykke poten ned. Af gode grunde er de fleste dyr mistænksomme overfor menneskelige påfund, og derfor ikke sådan at lokke ud på en fedtet plade. Når dyrets spor først er sat gælder det om hurtigst muligt at få pladen væk uden at berøre dens overflade. Men også her gælder det, at man må lægge de fastlåste forestillinger væk. Det der sker, sker, og hører også med! Som når pingvinen efter at have vraltet lidt rundt på pladen afslutter med en ordentlig stråle fra kloakken! Det krævede en del balance for trykker og kunstner efterfølgende at balancere pladen væk, uden at få det hele sølet til i pingvinmavesyre.

Næsehornet voldte særlige problemer. Det havde så absolut ikke lyst til at gå på den røde plade (en blødgrund godkendt af dyrlægen i Zoo), selv om den i dagevis havde levet med, at der lå en rød øveplade foran dens stalddør, lagt ud af dyrepasserne for at dyrene kunne vænne sig til forandringen. Da de havde accepteret pladen, og var begyndt at trampe henover den, ankom kunstner og trykker til stedet og træpladen blev erstattet af kobberpladen. Men hvad troede de mon? Et næsehorn kan jo godt registrere, at det er en helt anden plade, og altså dermed en helt ny potentiel fare, som man først må forholde sig til. Ingen søde ord hjalp. Til sidst prøvede dyrepasseren at presse den store han hen mod pladen. Og så sprang han. Mere end 3 1/2 meter og 3 tons næsehorn satte henover pladen! Tilbage stod hunnen og stirrede fortørnet mod magen, der var forsvundet i sikkerhed. Det blev hende, der endte med at sætte sit hovspor.

Den brune bjørn fik lov at arbejde med den rå 80 81 kobberplade, som en koldnålsradering. Bjørnen fik pladen monteret på en dør, som den skrabede på. Bjørnens ihærdige arbejde med at få fjernet det ukendte element med sine kløer kan ses på en af de små film Kløvedal kontinuerligt har dokumenteret sit projekt med. Et dansk dyr kom også til, mågen. Som de fleste ved, er mågen altid frisk på mad, og vover sig gerne tæt på, hvis serveringen er lækker. Hvordan en mågeforhandling om sild ser ud, set fra undersiden, er nu også fastholdt på tryk.

Det forunderlige ved de grafiske værker med dyrespor er, at de kaster helt andre billeder af sig, end vi normalt har af de såkaldte “vilde dyr”. De færdige tryk er lavet ved et samtryk af sporpladen med en baggrundsplade, hvor kunstneren selv har arbejdet med syrelavering, koldnål og akvatinte. Sporene har så at sige dannet udgangspunkt for en kunstnerisk fortolkning, en komposition om man vil. Løven Olek fra Ungarn, har sat dramatiske røde poter, mens isbjørnens pels labber flyder roligt på havgrøn baggrund som sære sødyr eller mosformationer. Et senere tryk har en varmere baggrundsfarve, som en påmindelse om isbjørnens truede eksistensvilkår i den opvarmede fremtid. Bæverrottens tryk har et helt andet temperament, der er blevet danset og skiftet retning mange gange. Måske er det halen, der har afsat figuren, der ligner en fjer? Når vi taler om de “vilde dyr” flyder vores sprog og vores indre billeder over med klicheer. Den farlige løve, den nuttede panda, den lumske slange. Præcis som vi danner klicheer og færdige forestillinger om alt muligt andet, der synes fremmed for os. Klicheerne er en måde at strukturere verden på, og gøre den tryg, men det er også en indsnævring af verden. Kløvedals intention, tror jeg, er at åbne for mange andre billeddannelser.

Færøerne og drømmen om en grindehval

I februar 2009 besøgte Pernille Kløvedal Helweg første gang Færøerne. Med sig havde hun en stor trækasse med 10 højpolerede kobberplader a’1 x 2 m. Kløvedal ville se, om grindehvalen, som betyder så meget for Færøerne både konkret og mentalt, og som gennem århundreder har været en helt nødvendig fødekilde, kunne aflokkes et andet udtryk. Om den, via en kunstnerisk proces, kunne give et billede fra sig. En lang række af fagfolk fra Færøerne, i særdeleshed Dorete Bloch, professor i zoologi (specialist i grindehvalen) og litograf Jan Andersson, leder af Steinprent, Færøernes Grafiske Værksted, havde i forvejen givet tilsagn om, at de var med på ideen. Uden dem havde det ikke kunne lade sig gøre.

Det var fra begyndelsen klart, at et tryk af en grindehval måtte adskille sig radikalt fra de andre feltgrafiske værker, i og med, at det kun kunne komme i stand med en død hval. Dvs. at aftrykket ikke ville visualisere dyrets bevægelse og åndedræt eller dets naturlige spor, men være et aftryk af den overflade en død torpedoformet krop møder en anden flade med. Et aftryk der i bedste fald ville ende med at gengive hvalens hud som en gådefuld tekst, i værste fald som en ensartet flad plamage.

Hvorfor en hval? Udover at Kløvedal havde været på hvalfangst med en lille familie fra Qaanaaq i 1999, hvor de sidste mænd i verden fanger narhvaler med harpun fra kajakker til føde, og at kontakten til Færøerne førte lige netop grindehvalen ind i hendes bevidsthed, er der flere ting, som gjorde hvalen til et udfordrende møde. Hvalen er, som vi selv, et pattedyr, den føder levende unger og giver dem die, ligesom den trækker vejret med lunger. Forskere mener, at hvalen har en forhistorie på land, og gennem tiderne har gennemgået en kropslig forandring, som har tilpasset den bedre og bedre til livet i havet. Tanken giver mening, når man på det færøske naturhistoriske museum, Føroya Nåttijrugripasavn, betragter de to ophængte grindehvalsskeletter. Afskrællet de enorme mængder af kød og spæk ligner hvalen en sær blanding af et pattedyr og en fugl, en flyvende dinosaur med firefingrede englevinger, en svævende havfrue med fuglenæb. Hvalerne er omkring os, men vi ser dem ikke. De lever parallelt med os i et helt andet element. Men det betyder noget, at hvalen findes. At den svømmer derude og fylder havene med forunderlige lyde.

For en række folkeslag er hvalen en ernæringskilde, som man altid har været afhængig af. I alle disse kulturer har den sin egen plads i mytologien. Oprindelige folk har aldrig, som vi gør nu i den vestlige verden, tænkt dyr, de ernærede sig af, som blot og bart kød. I den vestlige verden er hvalen, trods sin størrelse, med tiden reduceret til noget nuttet (tegnefilm) og samtidig noget næsten guddommeligt. At jage og spise hvaler er i den optik helligbrøde. Ved skæbnens ironi er det måske også snart en saga blot. Hvalen er sidste led i fødekæden, og de er nu så fulde af tungmetaller, at det decideret frarådes at spise dem, i hvert fald grindehvalerne. En trist tanke at hvalerne skal ende med at svømme rundt som fredede, kemiske depoter. Havde der været forberedelse før, er det intet imod, hvad feltgrafikeren nu kaster sig ud i. Man får ikke bare fat i en hval og 5 store kobberplader og går i gang. Indledningsvist måtte det prøves af, om det overhovedet kunne lade sig gøre at arbejde med havpattedyr og blødgrund. Derfor drog Pernille Kløvedal i sommeren 2009 igen til Færøerne, hvor hun sammen med Jan Andersson lavede et pilotprojekt med en 2,3 m lang og 200 kilo tung hvidskæving; en kortnæbbet delfin, som er i familie med grindehvalen. Forsøget skulle vise, om det overhovedet kunne lade sig gøre at omsætte en aerodynamisk havpattedyrskrop til et billede, og derudover give praktiske erfaringer med håndtering, ophængning i rygfinnen, hejsemekanismer, optøningstid mm. Det første tryk der blev lavet, var et pigmenttryk, hvilket vil sige, at delfinen blev smurt ind i farve, og derefter sænket direkte på papir. At det er en 200 kilos krop, der har afsat sporet på papiret er ikke til at se. Delfinens smalle spor ligner på forunderlig vis mere en af de små stimefisk, den ernærer sig af, eller et aftryk af de kvindelige kønslæber.

Finhvalen i Vejle

Mens Pernille Kløvedal Helweg gik og ventede på at grindehvalen skulle dukke op på Færøerne, skete der et af den slags sammenfald, som man ofte oplever, når man er dybt inde i et stof: En hval svømmede ind i Vejle Fjord. Det var en bardehval, en finhval, og den enorme medieopmærksomhed den fik, gør det tydeligt, at hvalen er et dyr, som optager mennesker. Da hvalen døde og kom på land måtte feltgrafikeren jo af sted, ikke med plader og trykker, men med kamera og en fast vilje til at få en luns af dyret. Det sidste fik hun, i form af et stykke af dens særegne rillede bughud, som kan udvide sig 10 gange, når hvalen tager vand ind. Finhvalens hud blev trykt som et litografi, dvs. et stentryk, der tydeligt gengiver hudens struktur.

Finhvalens besøg viste også, hvor lidt vi ved om disse dyr, som vi lever side om side med. I lang tid antog man, at hvalen i Vejle var et ungt dyr, og først efter grundige analyser fandt man frem til, at den måtte være omkring 140 år gammel, hvorved den faktisk er den ældste, videnskabeligt registrerede hval i verden. Finhvalen fra Vejle kunne teoretisk set, som ung hval, have svømmet forbi den gamle Charles Darwin, inden han døde i 1882. Den har været her, før man fik elektrisk lys i Danmark, før flyvemaskinen og relativitetsteorien, den har svømmet rundt derude i havene under 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig. Den har været der hele tiden, i hele vores liv og vores forældres og bedsteforældres med. Mødet med hvalen, om det var konkret eller gennem medierne, er også et møde med tid. Et møde med det faktum, at vi lever så forholdsvist kort, og at livet består uden os, men også et møde med hele den historie, som er repræsenteret gennem dyrets lange levetid. At møde dyret er et nærvær i nuet, men nuet har også sin tidsdimension, en fortid og en udstrækning. Hvalens tid er, som Darwins skildpadde, der døde i 2006, 176 år gammel, svimlende.

Aftryk af grindehval nr. 14, sommeren 2010

Selv om man har planlagt at trykke en hval, er det ikke sikkert at der kommer en hval forbi. Men, som Dorete Bloch beskriver i sin tekst, skete det den 2. juli 2010, og takket været hendes diplomatiske benarbejde fik projektet sin hval. Et par uger efter ankom Pernille Kløvedal Helweg med sit team af løftere og bærere samt naturligvis Mette Marott. Hvalen havde været taget ud af køl i en uges tid og var fragtet til en lille bugt, Kalbak, hvor BioFar, Marinbiologisk Laboratorium holder til. Uanset hvor garvet man er, gør det et stort indtryk at møde en hval i øjenhøjde. Indånde den tunge, trannede lugt, og måle dens enorme krop med sin egen, se ind i dens lillebitte bristede rids af et øje og bare blive slået af, hvor fremmed den er, hvor lidt vi overhovedet er i stand til at begribe fænomenet hval. Hvor lidt vi egentlig har at gribe og erkende det, der ligger ud over vores verden, med.

På afstand ser hvalen ensartet og glat ud. Tæt på ser man kroppens egen historie. Grindehval nr. 14 har hakker i rygfinnen efter bid, ar på kroppen efter kampe med andre hvaler, sugemærker efter besøg af den blodsugende lampret, og omkring munden de fineste små “broderede” cirkler efter blæksprutter, som i sidste desperate stund har forsøgt at undslippe hvalens gab ved at suge sig fast. Hvalen “ser” med sit sonarsystem. Den udsender lydbølger, som forstærkes af den enorme fedtkugle, kaldet melonen, der danner den buttede hovedform og opfanger deres tilbagekast. Over hovedet sidder blåsthullet, næseboret, som den sender 1 meter høje stråler af afiltet luft og vanddamp ud igennem.

For at hvalen skal kunne placeres på de 5 store kobberplader, må dens 1,1 tons kunne løftes op og ned. Den får et hul i rygfinnen, så den kan hænge i sit naturlige balancepunkt. Det ser fuldstændig forunderligt ud, en sort zeppeliner fra et ukendt univers. Dage går med forberedelse, løften op og ned. Det skal kunne foregå i &] bevægelse, det mindste glid på pladen vil ødelægge trykket. Let er det ikke at styre en halvfrossen dødvægt ned på en flade og få den ligeså hurtigt op igen. Feltgrafik i de dimensioner kræver muskelkraft. Som ved delfinen tages der et prøvetryk i form af et direkte pigmenttryk. Men det er ikke det tryk Pernille Kløvedal er interesseret i, med dets sammenløb af farve og blod fra den åbne klap i bugen (for at forhindre gasdannelse). Det er ikke nærværet af krop, kød og død, men et helt andet tegn feltgrafikeren drømmer om.

Kobbertrykkeren har i dagevis arbejdet med de 5 rødguldsreflekterende kobberplader på hver 1x 2 meter, kun 1 mm tynde, men 18 kilo tunge. Jo grundigere pladerne renses af før blødgrunden kommes på, jo renere vil trykket kunne fremstå. På en udenforstående virker perfektionen helt absurd og uendelig, men der er ingen nemme omveje. På gulvet under den svævende hval lægges træplader ud. Trykkerne pensler blødgrund på pladerne, og parallelt hermed bæres de over på træpladerne. En tavs koreografi, det skal gå hurtigt, så den første ikke når at tørre, før den sidste er færdig. Hvalen duppes efter, den skal være helt tør. Spillene knager, tre mænd hejser langsomt hvalen ned, der ases og skubbes. Endelig ligger den der, perfekt, med finnen på plads under kroppen. Halen er ikke sådan at få på plads, og kunstneren må indover med kropsvægten. Så er det op igen med det samme!
Hvordan ser pladerne ud? Anderledes, det må være feltgrafikkens første princip – det ser altid anderledes ud! Men aftryk er der. Tiden vil vise, om det kan give et billede fra sig. Mange minutter varede det ikke – det magiske øjeblik, det hele gennem to år har handlet om, hvor hvalen mødte pladen. Nu skal de store plader i syrekar, hvorefter kunstneren får mulighed for at efterbehandle dem. To andre plader laves med aftryk af hvalens hale og hud. Hvalens hale adskilles fra kroppen og skæres op på hver sin side af halebenet, så halen kan ligge plant, og tilsvarende lægges huden som et gulvtæppe mod pladen. En tredje plade får sporene af alle de mennesker, der var til stede, den dag hvalen blev til et billede. Alle lige fra 15årige Sølvi fra Klaksvigs lokalradio, til hvalprofessoren må op og sætte deres spor.

Hvalens blå skygge

Januar 2011. I Danmark dækker sneen landet. På Færøerne er der lunere, men tåget og regnfuldt. 3 uger er der afsat til at få trykt de 8 kobberplader på Steinprent. 16 kvadratmeter kobberplader fylder meget, og det gør papiret, der først skal ligge fugtet, siden i tørresystem, og bunkerne med strøgne filtstykker til mellemlag også. De to trykkere har en forunderlig koreografi, og i den proces er alle andre i vejen. En behjertet hånd et forkert sted kan ødelægge for meget. Efter en uges forberedelse kan den første plade køres igennem under åndeløs spænding.

At fremstille et kobbertryk af en grindehval på feltgrafisk vis er et konceptuelt, altså et ide båret projekt. Det grafiske tryk er dels et aftryk af en helt specifik krop overført via en kobberplade, dels et aftryk af en bunke menneskers fysiske masen og insisteren, men allermest er det et aftryk af et menneskes drøm om et tegn. Hvalens tegn, den blåsorte formation på det hvide papir har ingen genklang af tyngde. Det løfter sig over møje og besvær, let ser det ud, som et enkelt vingeslag af svævende betydning. Hvalen undslipper os altid. Denne erkendelse er en af de smukkeste facetter af Pernille Kløvedals projekt.

Tolkningerne og tydningerne er vores egne. Vi ser det, vi kender, men måske kan vi, i mødet med Pernille Kløvedal Helwegs tryk, netop fordi vi ikke kender hvalens præcise form i aftrykket, se noget andet. Fordi trykket ikke trækker vores egen forhåndskonciperede forestilling om en hval frem i bevidstheden, men sætter os fri til at møde hvalen på en anden måde. Kunstneren er ikke, på romantisk vis, kommet nærmere hvalens eget væsen, men tilbyder os en mulighed for at se med andre øjne. Trykket er en myriade af strukturer, en verden at fortabe sig i, et næsten japansk perspektiv, hvor fjelde og floder forskyder sig, hvor genkendelige strukturer dukker op, som ud af den færøske tåge, og måske leder tankerne på vandring i billedkunstens eller naturens strukturer. Trykket af hvalen ligner ikke en hval, men det er netop dette paradoksale forhold, som gør os i stand til at se hvalen som noget andet end “billedet af en hval”. Trykket giver ingen svar, men henviser os til vores egen undren over, hvad en hval er for et væsen, hvorfor hvalen betyder noget for os, og hvad det egentlig er, det handler om, når den dukker op i vores drømme. Menneskets arbejde med hvalen har givet et svar tilbage, et tegn, man ikke kunne have tænkt sig frem til. Alle der har været en del af processen er blevet erfaringer rigere, har fået et skub af en hval, der pludselig blev en nærværende del af livet. På samme måde er det ønsket, at beskueren, der møder disse billeder, film og fortællinger på museet også skal gå derfra med nye billeder på nethinden, nye tanker om hvem vi og dyrene egentlig er.

Mai Misfeldt er cand.mag. i litteratur og kunstkritiker.

 

 

Fra udstillingen HVALTEGN & DYRESPOR hos Vejle Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum, KUNSTEN i Aarhus, Stavanger Kunstmuseum, Nordens Hus i Thorshavn, 2011-2012

AT HUSKE MED FØDDERNE af Arthur Krasilnikoff

For nogle år siden havde jeg det held gennem en række vintermorgener at følges med nogle erfarne jægere fra Gwifolket i Central Kalahari for at se på spor, mens sandet stadig var køligt og fast. Man skal ikke gå længe før der er et mylder af aftryk. Lige dér henne som en ret lineal glidende gennem sandet løber et spor af en puff adder, en hugorm på 1 meters længde, og medvirkende til de fleste fatale ulykker i det sydlige Afrika. Noget tid efter opdager vi de serpentinsnoede aftryk fra en sort mamba, det er den sorte mundhule, der har givet den navn. Den tilhører gruppen af treminuttersslanger, kaldet sådan fordi det gælder om at komme under behandling så hurtigt som muligt ellers overlever man ikke, og lidt længere henne de markante spor af Koritrappen, en halvanden meter høj fugl. Om den siger buskmennesker, at koger man den mindst en uge sammen med en mursten, vil murstenen være mør, men ikke den elendige seje fugl.

Netop dér, som er den lige gået hen over en af Pernille Kløvedal Helwegs kobberplader, lyser i det grå stykke sand overfor os de umiskendelige fodaftryk af en honninggrævling, som sekunder før er smuttet ind mellem de lave buske, grenene svirrer endnu. Løvespor langs vejen så tydelige som var de lige afsat. Selv løver foretrækker veje, når de skal bekvemt afsted.

Hele tiden er der diskussioner og historier omkring sporene, om hvornår de er sat, hvor gamle de er og dyrets størrelse eller køn og tilstand. Som skrifttegn står de så let at læse for den, der kan læse kalahariskrift hvad enten det er en gemsbok eller elandantilope. Hist og her de fint printede spor af den storørede stenbuk, en sky miniantilope med utroligt smukke øjne. De knytnævestore kompakte fodaftryk fra den allestedsnærværende, men sjældent sete leopard. Ekskrementer, hvis de findes, bliver gransket så nøje som madopskrifter. De jægere kan efter så mange år læse Kalahari så tydeligt, som vi andre læser avisen og hver dag står der en ny historie.

Da jeg første gang så Pernilles tryk af dyrespor, var det med fornemmelse af umiddelbar genkendelse fra de morgener, hvor vi kiggede efter spor. Tænk hvis de jægere jeg fulgtes med, havde haft muligheden for at se de tryk, løvesporene, elefantsporene, giraf-sporene, etc. Hvad kunne de ikke ha læst ud af dem? For det er jo ikke aftrykket, der er det vigtige. Det er den bevægelse, netop fanget, der virkelig åbner for det potentiale der er i trykkene. Der er selvfølgelig den helt klare æstetiske oplevelse af sporenes udtryk. Trykkenes farver. Se de store elefantspor så følsomt afsat at elefanten samtidigt læser kobberpladen ligeså tydeligt, mens sporene bliver fæstnet og lige i det øjeblik er den tunge svingende bevægelse fanget.

Det samme gælder alle de forskellige aftryk. Det er den levende bevægelse, der for mig skaber den utrolige oplevelse af at ha grebet noget, som ikke længere er til stede.

Denne dobbelthed, bevægelsen hen over pladen – og bevægelsen fanget i trykket, er for mig det mest magiske.

For den der lukker op for hele synet er der store oplevelser i vente. For jer der har set dem før se lige på dem engang til, læg mærke til den bevægelsesdobbelthed. For jer der ikke har set dem før, luk helt op, I vil ikke fortryde det et sekund. For jer blaserte, der tænker, nå, det er vel bare dyr, der har vadet hen over en plade, hvad kunst skulle være i det? Jamen, så kik lige igen, tænk lige over at der har været et dyr i den anden ende af det spor I glor på, og det er dets gang på pladen, der er fanget, men intet dyr bevæger sig ud på plade uden at ha en tanke, stor eller lille, om hvad det er, det netop nu er i færd med og lige dér er bevægelsen fanget. Det er det simple og betagende ved disse tryk.

Set på den måde kan hele denne udstilling blive et dirrende rum af menneskers og dyrs bevægelser, tanker og opdagelser af bevægelser, der uafbrudt finder sted nu og til alle tider, hver gang et øjes uforstyrrede blik betragter disse spor af liv.

Har nogen af jer set hvordan en afrikansk elefant træder med sine fødder?

Selv når den løber, træder den varsomt og ligesom følende. Den træder ikke ned med sin fulde vægt før den er sikker på jordens beskaffenhed. Hvis I nogensinde har fulgt elefantspor gennem sandet, ved I at mange af sporene er sat så man kan se hvordan trædepuden ikke bare er stor trædeplade, men bestående af hud der i givne tilfælde kan være følsomt sammentrukne i folder. En stor fod helt sikkert, men en fintmærkende fod. Ligesom vores der også består af forskellige folder og revner, betinget af de knogler og muskler som ligger bagved den sensitive hud. Og den fintmærkende evne bevarer vi også, når vi får jordbund under fødderne. Det samme gør elefanten, det er nærmest en del af sanseapparatet. Man kan huske med fødderne, når man har gået et sted tilstrækkeligt mange gange. Man ved hvordan det skal føles i fødderne. Jeg husker tydeligt den følelse af genkendelse i fødderne da jeg gik på stier på Færøerne mange år efter jeg havde gået der som barn. Det hurtige bymenneske har ikke mere behov for det. Jeg er sikker på at elefanter har en ligeså god om ikke bedre hukommelse i fødderne. Godt nok er Pernilles elefantfødder indiske men de husker helt sikkert på samme måde og et sted i dyret er kobberpladen erindret endnu. Forresten buskmennesker i Kalahari havde i gamle dage den forestilling at i tidernes morgen havde alle dyr været mennesker, så det havde elefanterne også været. En nat blev elefantkvinderne trætte af at varte mændene op og besluttede sig for at stikke af fra det hele. For ikke at blive opdaget tog de træskåle på fødderne så de ikke satte genkendelige spor. Lige siden den nat har elefanter altid sat de store runde spor. Hvis I ikke tror på det, skal I bare se efter. Elefanter er de eneste pattedyr der har knæ og bøjer bagbenene på samme måde som mennesker og aber som buskmennesker kalder det lille folk. Jo, det er rigtigt nok. Selv en cirkuselefant sidder ned på samme vis som tilskuerne.

Men jeg kom jo væk fra farverne, hvormed trykkene er blevet til. For det er her, at Pernille kommer ind for anden gang. Først indfanger hun bevægelsen for derefter i trykket at vælge farven, der skal bære dyresporet frem for beskueren. Og her træder dobbeltheden atter frem. Lad os bare blive ved elefantsporet, der er tydeligt for enhver, men på samme tid er det tillige på én gang åkandeblade, der flyder på en mørk sø, vægtløse og rødlige. Hvis en vind strøg gennem lokalet, ville de glide ud over kanten og ned på gulvet. Eller den turkise farve der bærer isbjørnens spor, de store hårede labber, så følsomt går de, at de pludselig kan fremstå som store amøber på en histologisk glasplade samtidig med at de som isbjørne træder med de store labber på den glasklare blågrønne is, vi neddykkede som sæler ser op mod.

Galapagosskildpadden kan jeg ikke lade være med at fortælle om. I finder ikke noget mere interessant end det tryk. Galapagosskildpadden med en levetid der modsvarer dens langsomhed. Hvis den skal nå det, den skal, er den nødt til at leve længe. Men modsat elefanten og det iltre næsehorn er dens gang ikke følsom på samme måde. Den trækker sig frem slæbende, skridt efter skridt. Overbevist om at den nok skal komme frem. Og den har tid til at observere sine omgivelser.

En veninde, da jeg for mange år siden læste medicin, havde en overbo, som havde to anseelige galapagosskildpadder gående omkring i sine små stuer. Og de gungrede godt når vi sad bøjet over bøgerne. Jeg troede ikke på hende først. Jeg gik op og bad om den konventionelle kop sukker. Han åbnede døren og gik ind for at fylde koppen. Da fik jeg øje på dem, helt uvirkeligt, to store bevægelige sten i stuen. Han kom tilbage med koppen fyldt og sagde at han var tidligere sømand, men nu var han en trangbrystet småborger som gerne ville være i fred. Så lukkede han døren og dér stod jeg på måtten med min kop sukker.

Læg nu mærke til Galapagosskildpaddens gang i lyserødt. Det kunne afspejle en vision om en lettere gang på jorden. Men de langsomme eftertænksomme skridt står som skrifttegn om en tid endnu længere tilbage. Den lyserøde baggrund får de fremadskridende bevægelser til at stå perfekt frem som en drøm i bevægelse. Kik på dem længe, længe, sir jeg med min bedste hypnotisørstemme, og I vil kunne se den skride langsomt frem.

På en måde binder de to tryk, finhvalen, som er 140 år gammel, og skildpadden, som har vandret omkring på de øer, som Darwin klatrede rundt på i sin ungdom, udstillingen sammen. Jeg ser for mig den unge finhval og den gamle Darwin, nøgen med sit fuldskæg, svømmende sammen i det blå hav. Det er et billede der kun skal dannes i hjernen og ses der. Men Pernille Kløvedal Helwegs unikke tryk er værd at se mange gange for alle de indtryk, de skaber hver gang man betragter dem.

 

 

Fra udstillingen OVERFLADENS DYB, Kunstetagerne, Hobro, 2012

SKILDPADDEN HOS HELWEG af Mikkel Bruun Zangenberg

Det er tankevækkende, at både slaven og filosoffen, både Æsop og Zeno, lader skildpadden komme før haren eller helten. I Æsops fabel sker det, fordi haren i sit overmod sover midt i deres kapløb, hvorefter skildpadden langsomt men sikkert overhaler og kommer i mål. Og i Zenos andet paradoks, har det at gøre med, at enhver linje altid kan opdeles i et uendeligt antal stadig mindre punkter; hver gang Achilleus, som gav skildpadden et forspring, ankommer til et givet punkt på linjen skildpadden efterlader sig, vil skildpadden have bevæget sig adskillige punkter videre på sin rute, og så fremdeles.

Sådan er det også her, hvor skildpadden fra det mest fantastiske sted er ankommet til sit møde med Pernille Kløvedal Helweg; det er vores held, at Helweg på sin egen måde annammede det motto, som Blixen tog til sig fra Dennis Finch-Hattons våbenskjold, nemlig ”Je responderay”, ”jeg svarer”, eller ”jeg skal svare”. Dermed opstod der et møde, som finder sted i et virrende vejkryds hvor mange baner, linjer og ruter fletter sig ind i hinanden.

Mødet fandt konkret sted i Hanoi i Vietnam ved litteraturtemplet Van Mien, hvor Helweg i 2003 stødte på opstillingen i fire symmetriske kvadrater af de i alt 82 ganske omfangsrige granitskildpadder, hvis portrætter hun gengiver i sine mangefarvede linoleumstryk. På hver eneste skildpaddes ryg er rejst en stentavle, på hvilken står opført navnene på de i alt blot 1323 elitestuderende, der i perioden 1442-1779 opnåede doktorgraden og dermed adgang til kejserens hof. Litteraturtemplet har også været et universitet, og befinder sig således i et krydsfelt mellem litteraturen og lærdommen. Det er nok vanskeligt for en vesteuropæer at begribe, at templet – med dets associationer til det sakrale og det religiøse, er viet til netop litteraturen, der om noget er i og af denne verden. Og at skildpadden, dette langsomme, milde, sejlivede dyr er den zoologiske inkarnation af litteraturens magiske rum. Men sådan er det, og i og med sammenfoldningen af granitskildpaddernes åsyn, og Helwegs portrætter, er der frembragt en udvidelse af vores sans for fiktionens mægtige kraft.

Normalt studerer geologen de mikroskopiske, kronologiske aflejringer af fossile lag efter hinanden, eller arkæologen graver sig møjsommeligt ned gennem stadigt dybere lag i forhistorien. Her har vi en kronologisk synkronicitet: samtidigheden opstår ved, at vi ser en gengivelse i tværsnit af de mange sedimenterede lag i et fjeld f.eks. Men det litteraturen og billedkunsten formår, er ganske anderledes, og det kan vi betegne en eklektisk synkronicitet; det, at lag adskilt fra hinanden i tid og rum pludseligt og med stor effekt bringes sammen henover almindeligvis store afstande. Det interessante ved mødet mellem skildpadderne og Helweg er jo, at vi her får en sammenføring af uhyre langsomhed og hurtighed. Skildpadderne er sindbilledet på den sindige finurlighed, der tager sig sin tid, men alligevel altid ankommer før haren. Og i Helwegs næsten konceptuelle, warhol-agtige gengivelse af serialiteten i de 82 skildpaddeansigter, ligger der en lynsnar, og snarrådig, replik til og omtænkning af de oprindelige granitfigurer. De vietnamesiske litteraturskildpadder og de samtidsdanske kunstskildpadder, udgør pludselig tilsammen et eksponeret dobbeltportræt, der kaster lys både frem og tilbage. Derfor giver titlen ”Overfladens dyb” også vældig god mening: det er i og med den flade, todimensionale gengivelse af skildpaddeansigternes mange udtryk, der åbnes op for et frugtbart dyb af betydninger spændt ud mellem Hanoi og Hobro, mellem 1300-tallet og 2012, mellem litteraturens sakrale magt og billedkunstens underfundige og sansebårne kløgt. Helweg har dermed komponeret en ny fortælling, én hvor haren og skildpadden ikke længere konkurrerer, men tværtom kommer hinanden i møde fra hver sit pirrende og dirrende, anderledes sted.

 

 

Fra udstillingen FOOTAGE hos Apair i København, 2010

FODEN OG MODEN af Lisbeth Bonde

Foden tjener menneskekroppen på samme måde, som soklen tjener skulpturen: Den stabiliserer og sørger for at holde os i lodret  position, så vi ikke vælter. Men som bøjelig og fleksibel knogleplatform er den samtidig forudsætningen for vores mobilitet. Ikke desto mindre rangerer den – både værdimæssigt og anatomisk – nederst i kroppens hierarki og behandles gennemgående derefter.

Vi burde derfor indføre Fodens Dag, hvor vi lukkede den ud i friheden fra skoens mørke futteral, så den kunne mærke græsset kilde. På en sådan dag skulle vi også massere den ind i dejlige olier – som Maria Magdalena i Lukasevangeliet kapitel 7, der vædede Jesu fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår. Men kender vi i dag ikke fodens værdi, så har sproget til gengæld taget den alvorligt i århundreder: Man taler om versefødder, om at leve på en lille eller stor fod, om at træde i andres fodspor, om hæmsko og hjemmesko, om fodfolk og fodformede mennesker, der aldrig mister fodfæstet og man kunne blive ved. Men hvornår har foden været hovedmotivet i billedkunsten?

Pernille Kløvedal Helweg udkom med bogen FOOTAGE i 2007 samtidigt med udstillingen FODENS GESTUS på Kunsthallen Brandts i Odense, hvor hun viste sine højst originale fotos af fødder fra hele verden. Ved at rette kameraet nedad fik hun fortalt nogle  helt nye historier om sociologi, etnicitet, stil og æstetik og dermed også om menneskenes eksistensvilkår og fordelingen af rigdomme rundt om i verden, for fødder afslører tingenes reelle tilstand. De får hverken botox-behandlinger eller plastickirurgi, men vidner nøgternt om sandheden om et menneske. Kunstneren fortalte sine snapshots historier med humor og uden løftede pegefingre, og billederne samlede sig til poetisk udsagn om livet i al dets mangfoldighed, fortalt med en sikker sans for både komposition og farve.

I apair’s udstillingsvindue viser Pernille Kløvedal Helweg fem værker fra denne serie i en ny kontekst. De optræder parvis og spiller op til hinanden i polære modsætninger: sommer ben i slippers ses ved siden af skopudserens udtrådte sandaler, højhælede sko optræder vis à vis et anatomisk studie af et røntgenfoto af en fod, der har set bedre dage. Vi ser fødder, der hviler ud på hospitalet ved siden af fødder, der haster sig igennem et offentligt rum, en fod i en rød sko dukker op ved siden af en barnesko, der er fløjet over i morgenmadsbordet – for ikke at glemme et par design sko med kinahæl af mahogni, sekunderet af et par udskårne dameben i træ, som dingler makabert og minder os om livets forgængelighed. Disse fotos rummer hele kompleksiteten og poesien i menneskelivet og viser os en usynlig og upåagtet verden set og sanset i jordhøjde.

Lisbeth Bonde er cand.mag., forfatter og kunstskribent ved Weekendavisen.

 

 

Fra udstillingen SÅL hos Galerie Birthe Laursen i København, 2007

FODNOTER af Tor Nørretranders

“Footprint”, råber de efter dig: Hvad er dit fodaftryk, din belastning af planeten? Hvor meget CO2, hvor mange oksebøffer, hvor mange computere står stand-by? De vil vide, hvor meget du tynger tingene.

Men det er slet ikke det, det handler om. Det er lige omvendt. Det er med fødderne, vi kan mærke græsset gro, det er med fødderne, vi har jordforbindelse, det er med fodsålerne, vi ser, hvordan planeten har det.

Vi er personer, der kan mærke planeten ved at røre ved den. Men uha! Det tør vi ikke, vi tager skotøj på, så vi undgår utøj. Vi vil hellere mærke civilisationens skosåler end lade vores fodsåler kysse jorden under os. Hvis vi gik på hænder, ville vi altid have handsker på.

“Den enkleste måde at udforske Gaia på er til fods,” skriver den visionære engelske forsker James Lovelock i en bog om Gaia-teorien, hans vidunderlige teori om, at Jorden er en levende organisme –  at alle væsentlige træk ved planetens overflade og atmosfære reguleres af det levende. Hvis man vil mærke Gaia, skal man spadsere. Meget gerne barfodet.

Så indser man, at Jorden har brug for os. At der er brug for, at vi er “fjolser, der ivrer ind, hvor engle ej tør træde”, som Alexander Pope digtede om. At vi træder i karakter og er til stede i verden, tager ansvar for den og mærker, hvad den behøver. Jordens klima har et problem, og vi må tage vare om det. Der er brug for planetarisk barfodsmedicin.

Du gør sådan her: Stiller dig barfodet og med let spredte ben, gerne på en strand eller i hvert fald på et smukt stykke uasfalteret planetoverflade. Du lader vægten fordele sig godt på begge ben, slapper af i skuldrene og kigger lige lukt op i himlen. Så strækker du armene op over dig, ud mod verdensrummet, mærker dig selv fra fingerspids til hæl, mærker efter igen, længes. Og så laver du vippet…

I ét nu står du pludselig på hænder i himlen! Du bærer jordkloden på dine fodsåler. Du er Jordens fodaftryk i himlen. Sålen er din sjæl.
Kan du mærke, det kilder?

 

 

Fra udstillingen FODENS GESTUS på Museet for Fotokunst Brandts, 2007

EN FOD OVER JORDEN

Forord af Finn Thrane

En fod er den del af de landlevende hvirveldyrs vægtbærende lemmer, der danner kontaktfladen til underlaget. Sådan siger leksikon’et. Rullende trapper og fortove indskrænker løbende behovet for fodens funktion. En amerikansk forretningsmand, der haster til sin frokostaftale, tager elevatoren fra 27. etage til garagen under skyskraberen, går de 40 skridt til bilen og ruller uanstrengt afsted, afleverer køretøjet til parkeringsvagten og spadserer en husblok eller to til sit mødested. Beton eller asfalt, nålefilt eller egeparket: terræn’et er fladt, landmåler og arkitekt har været der med waterpas og nivelléinstrument og glattet ud – alt der kan udfordre ben og fødder er elimineret. Endnu fødes vi med den knoglebaserede ombukning på benet, som kaldes en fod og som giver os adgang til gang, løb og dans, men hvor længe endnu? Lilletåen er et rudiment af noget, der vel engang var en gribetå — om en million år er måske også fodens bøjelige led stivnet eller afstødt på grund af manglende brug.

Men sproget vil længe gemme fossilerne. Sproget er fuldt af fødder, som vandrer rundt i skrevne og talte tekster og minder os om, hvor vi henter balancen i tilværelsen fra. Vi kan få foden indenfor, ja sågar få foden under eget bord, og lykkes det hele, så går det så let som fod i hose. Men man kan også miste balancen og få kolde fødder, træde nogen under fode, ja sågar komme til at skyde sig selv i foden. Og sproget selv tager del i legen, når forfatteren dresserer det til at danse frem på hørbare versefødder og dertil lukker bogen eller artiklen af med kloge og perspektiverende fodnoter.

I meget gamle dage, helt tilbage i middelalderen, var det at leve på en stor fod næsten synonymt med de overflods-vilkår, nutidens forkælede vesterlændinge har kloget sig til. Det gamle udtryk betegnede oprindelig den begunstigelse, der lå i tilladelsen til at bære snabelsko af en størrelse så enhver kunne se, at her stod man overfor en person af format, et format der kunne måles. I 1300-tallet blev det ved forordninger stadfæstet, at borgerstanden ikke måtte bære snabelsko ud over 6 tommers længde, mens adelstanden kunne kendes på to kategorier, der gik fra baronens ret til 12 tommers snabelsko til grevens duperende 24 tommer.

I Footage, rettes blikket på ny mod benenes og fodens jordnære domæne. Men det er ikke en klasses brovtende pralen overfor en anden der er fortællingens essens, snarere er det en eventyrrejse beslægtet med HC Andersen, hvor man rejser kloden rundt og med luppen på et udvalgt interessefelt som de evigt flygtige fødder – svævende og yndefulde, elegant modebevidste, sårede og trætte – kaster strejflys på en hel tidsalder gennem bevægelsesmønstre og kropssprog. Footage er en charmerende opdagelsesfærd med det ene øje lukket og det andet opmærksomt på klem for at opsnappe de fine portrætlige signaler, der udgår fra bentøjet på klodens anonyme nomader af homo sapiens, gående, hoppende, dansende, hvilende. Pars pro toto kaldte de gamle det, når en kunstner fravalgte helheden for at skærpe blikket gennem detaljen.

Footage er dagbogsagtige snapshots fanget med et lommekamera. Genstanden foran kameraet er fodtøj eller bare ben, men udsagnet strejfer tidløse temperamenter som melankoli, hovmod, flirt, dovenskab, ukuelighed og opgivelse. Deres indfølende nærvær er beslægtet med de bevægende grafiske spor fra en kobberplade med blødgrund, som Pernille Kløvedal Helweg har hentet frem gennem fodspor fra åndsfæller blandt dyrene som elefanten, næsehornet, slangen og skildpadden. Fællesnævneren er empatien med det levende, afbalanceret af humoren.

 

 

Fra udstillingen SPOR & 82 SKILDPADDER på Museumscenter Aars, 2004

SPORETS RYTME af Alexander Carnera

Sansning er ifølge den stoiske naturfilosof Lukrets aftryk fra verden, der gør indtryk på kroppen: “Alle ting udsender aftryk, florlette former / afstødt af tingenes yderste ‘hud’ og fuldstændig lig dem.” [Om verdens natur]. I samme åndedrag er Pernille Kløvedal Helwegs “dyrespor” et grafisk aftryk der gør indtryk. Dyret har sat sit aftryk, men det som træder frem er snarere fodens gestus end fodens spor — en sansning der berører verden.

Det er en taktil sansning, der bliver til i mødet mellem denne gestus, dette tramp, denne griben og kobberfladens stof og farver. Elefantens hud berøres af tingenes hud. Tingenes væv rammer skildpaddens flade fødder og isbjørnens behårede pote. Det starter ganske vist med foden, men det færdige fodaftryk ligner mere en flimrende film, et changerende tæppe, d& hvor en sansende fod vibrerer, en film hvor hud har revet sig løs fra selve foden og nu smelter sig vej ind i tingenes stof; et stof ikke bare af væske og farve, men lys og brydninger af lys.

Når vi ser et fodspor, siger vi straks, at det betegner noget, måske et dyr, som er gået forbi, men det kunne også være umærkelige indtryk af noget andet. I Pernille Kløvedal Helwegs billeder bliver sporet et arrangement af prikker, linjer og flader. Det er derfor man siger, at dyret opfandt territoriet ikke som et afgrænset koordinat, men som en bevægelig rytmisk optegnelse af jorden; dyret går i retning af smagsstoffer og lugte, der kan nå det på lang afstand, af ting det har gravet ned, og visse dyr bevæger sig udfra forandringen i varmegrader og tryk. Dyret orienterer sig udfra hastighed og hvile, længde og bredde og komponerer disse affekter i sin færden. Dyrekroppen spiller sammen med naturens krop et stykke musik, der udveksler disse kræfter.

Måske der er rytme, før der er skridt, en sanglinje som dyret og endda også den oprejste abe skriver sig ind i. I begyndelsen er dansen i stjernernes konstellation, i poesiens vibration og i den gang der lytter til vinden, skriver Michel Serres. Det er et rytmisk flow og en kamp mellem kaos og form. Atomernes liv bryder deres faldende linearitet og skaber en fælles form, ikke for evigt men i denne gestus, i dette skridt, i dette øjeblik. Vores vandring på jorden skal ikke retfærdiggøres af trygge maksimer, men stikker sine følehorn ud og blander sig med de kræfter, der øger vores følsomhed og vores tanker. Enhver bevægelse må gå gennem denne modstand, helt der ud, hvor det monotone skridt bliver kedeligt men også farligt. Her sætter bevægelsen en sitren, en svingning og måske en sjæl.

I sine billeder bryder Pernille Kløvedal Helweg med sporets entydige aftryk og skaber sporet som rytme, som komposition. Slangesporet fordobler sine spor og bliver et væv der minder om alger i vand, og vand sætter som bekendt ikke spor. Løvesporet bliver en kampzone mellem klørenes ridser og tunge poter, måske en intrige mellem historiens rasen og naturens brusen. Isbjørnens ensomme skridt er den brændte rest i en arktisk ørken, hvor hver eneste partikel dirrer og sprænger som krystaller på hvidhedens lagen. Elefantens tunge skridt bliver lette og daler som sammensatte kroppe ned i en tillid til tingene. Hvoraf kommer denne lethed hos så tungt et dyr? En buddistisk mester har sagt: Elefanten er det klogeste af alle dyr, det eneste, som husker sine tidligere liv; den står ubevægelig lang tid ad gangen og mediterer over dem.

Bæverrottens spor er allerede blevet ekko, en lynette og dens aftryk leveterer som insekternes dans, der brænder ind i en overflade, der ligeså godt kunne være luft. Med sin opmærksomme og ligegyldige langsomhed skærer skildpadden sig gennem naturens baggrundsstøj, dens hviskelyde og tumult. Med de klumpede ben opladet af vekselvarme tegner dens tålmodige passer en linje, der ikke er udspændt mellem to punkter, men et langt rytmisk tryk som parabolantenner i natten. Den folder verden ind i sin langsomme bevægelse. Med sin massive muskelmasse trykker næsehornet sine initialer ned i en asfalteret verden.

Hvis vi har brug for dyresporet, er det ikke for at minde det moderne menneske om en oprindelig og tabt dimension ved livet, men om hvordan kunsten ved at lade dyrets krop udveksle en zone med menneskets krop, skaber en ny krop, en blandet race, måske en lidt mere uskyldig. Hvis Pernille Kløvedal Helweg giver dyresporet en sjæl, er det, fordi denne udveksling skaber et særligt overskud, en skælven ført af både dyret og mennesket…